I-klasse
International
klasse
På alle tre årgange er en af vores klasser med studieretningen Engelsk A og Samfundsfag A en International klasse. I-klassen er for dig, der har en særlig interesse i sprog, samfund, kultur og kommunikation i en europæisk og international sammenhæng. I I-klassen arbejder du med teori om kultur og samfundsforhold, og du får kendskab til internationale organisationers arbejde. Gennem kulturmøder, fx når du bor hos en elev i udlandet eller er vært for udenlandske elever i Danmark, styrker du dine interkulturelle kompetencer. Undervisningen i alle I-klassens fag tilstræber at have et internationalt perspektiv, og skolen afholder særlige arrangementer med et internationalt indhold og sigte for de internationale klasser, fx FN-dag med rollespil, I-dage hvor I-klassen fx er på ekskursion, besøg af gæsteforelæsere og deltagelse i Global Goals konkurrence.
Den internationale klasse er også for dig, der har ekstra appetit og mod på at opleve verden og fremmede kulturer – ikke bare som ‘turist’, men gennem kulturmøder, hvor du bor eller går i skole med unge i din egen alder, og derigennem får et unikt indblik i deres levevis. I-klasserne er på hele tre studieture/udvekslingsrejser i gymnasieforløbet – en på hver af de tre årgange. De internationale klasser rejser både til nære destinationer, som fx Polen, og fjerne rejsemål, som fx Indien. Den samlede deltagerbetaling for de tre studieture er maksimalt 16.950 kr., der dækker rejser med ophold, ¼ pension (hvis der ikke er privat indkvartering) og lokal transport. Det maksimale beløb pr. årgang er 2.650 kr. i 1g, 9.750 kr.i 2g og 4.550 kr. i 3g.