Velkommen
God start
på skoleåret
Mandag d. 12. august var første skoledag for både nye og gamle elever. Hvor eleverne i 2g og 3g havde almindelig undervisning på programmet, blev eleverne i vores 11 nye 1g klasser budt velkommen af deres tutorer ved hovedindgangen og efter en kort velkomst ved rektor Per og tutorerne, fulgtes de nye elever med deres klasses teamledere og tutorer ud i klasserne. Første dag bød på navnelege, rundvisning, undervisning, praktisk information om skoleskema og lagkageløb med sjove aktiviteter og klassekonkurrencer, som find på det bedste kampråb og tovtrækning og endeligt mere eller mindre lækre lagkager.
Nu er alle godt i gang med at lære skolen og hinanden at kende – i klasserne og på kryds og tværs af klasserne. 1g’erne har overstået introaftenen og den legendariske Munkensdance. De har været til internationalt bryllup på sprogsmagedagen, og inden længe skal de indgive deres ønske til studieretning. For 2g’erne er forberedelserne til studieturen i oktober i fuld gang, og 3g’erne har helt sikkert sat kryds i kalenderen d. 15. november, hvor der er Mammutfest. For alle elever gælder det, at de er i fuld gang med at lære i fagene.