Studietur til Israel/Palæstina

07-12-2018

Af: Laura Snor

Munkensdam, 3.i

Sidste studietur for 3.i’s vedkommende gik til Jerusalem, Israel. Jerusalem er i og for sig byen, hvor religioner mødes – på godt og ondt. Forventningerne blandt 3.i’s elever har derfor været en blanding af eufori og skepsis. Med billedet på en gammeltestamentlig by, forestillede mange sig et Jerusalem fyldt med nomader, kameler og gedemarkeder, men oplevede til stor forbløffelse et mere moderne Jerusalem, der rummede både shoppingcentre, fancy restauranter samt ’Jerusalem Light Rail’ – Jerusalems svar på en letbane. Forinden studieturen, har skemaet været spækfyldt med byens historie og kultur. Vi har arbejdet en hel del med de tre abrahamitiske verdensreli­gioner, der har sin daglige gang i Jerusalem – samt byens betydning for hver især. Med udgangspunkt i alt fra engelske artikler og noveller til det satiriske tv-program ”Monte Carlo elsker jøderne” havde vi efterhånden hver især dannet vores personlige holdning til den aktuelle Israel/Palæstina-konflikt, der snart tager hul på sit 71. år.

Ankomst

Her påkører vi nærmest en ultraortodoks familie, der, med sin talrige størrelse, ikke får lov at passere fodgængerfeltet.

Vores pseudoteoretiske overblik kom for alvor på prøve, da vi i løbet af busturen fra Tel Aviv til hotellet i Jerusalem fik vores første møde med den mest ekstreme gren af jødedommen – de ultraorto­doks jøder. Vi kørte forbi deres kvarter Mea Shearim og mængden af bredskyggede hatte og slangekrøller var ekstrem. Vores arabiske buschauffør var ikke bleg for at bruge busturen som en slags guidet tour, og hans holdning var ikke til at tage fejl af. Han stoppede ligefrem bussen, så vi kunne tage billeder af de jødiske folk, som var de dyr i bur. Fremme ved hotellet, der ligger i Østjerusalem – og dermed den arabiske del af byen, var stemningen en hel anden. Her sydede det fra eksotiske gadekøkkener, og vi fik da også turens første falafel.

Konflikten indefra

”Speed-dating” med de israelske elever. Det var spændende at høre deres holdning til konflikten og ikke mindst deres arabiske naboer på den anden side af muren…

Efter første nats lidt halvslatne søvn var vi klar på programmet for resten af turen. Første dag skulle vi mødes med israelske unge fra Gymnasia Rehavia. Vi havde været i kontakt med eleverne i en uge inden besøget via mediet WhatsApp, og på den måde havde vi allerede mødtes virtuelt. På skolen forhørte vi os om deres skolegang, hverdag og planer for fremtiden. Mange af elevernes sabbatår var allerede fastlagt; I Israel er alle jøder værnepligtige til det israelske forsvar, IDF – ét af de stærkeste militær i verden. Med spørgsmålet om deres holdning hertil, blev der både udvekslet modvillige blikke, mens andre forbandt pligten med stor stolthed og loyalitet overfor deres stat.

Den modsatte diskurs mødte vi dagen efter. Vi skulle på en éndagstur til Betlehem, som ligger i det annekterede Palæstina. Som turister krydsede vi uden besvær den grænse, der fungerer som en barriere for de mange palæstinensere. Trods murens åbenlyse frihedsberøvelse, kan man ikke undgå at blive fascineret af dens iøjnefaldende kunst. Mens den israelske side af muren er grå og bar, bruger mange palæstinensere muren som et lærred, hvorpå personlige historier, anekdoter og opråb fylder på den ellers rå facade. Den kunstneriske frihed hersker på trods.

Et udsnit af murens tankevækkende og provokative kunst.

Vores lokale guide, Hamzeh, berettede ivrigt om dagligdagen på Vestbredden. Efter et besøg i fødselskirken, kørte vi ud til en flygtningelejr, som huser palæstinensere, hvis forfædre blev fjernet fra deres bopæl i det nuværende Israel og placeret i flygtningelejren som en ”midlertidig løsning”. I dag er de fleste beboere tredjegenerationsflygtninge.  I lejren skulle vi besøge et slags klubhus, hvis hovedformål var at skabe sammenhold og fællesskab trods omstændighederne. Klubben tilbød alle former for sportsaktiviteter, og vi var så heldige at blive inviteret til en overvære – og endda deltage i en danseopvisning. Efter den motoriske udfordring, snakkede vi nu med de palæstinensiske unge om deres skolegang, hverdag og håb for fremtiden.

Paradoksalt pusterum

På turen var der selvfølgelig (og heldigvis) også tid til et pusterum fra konfliktens tungsindighed. Mange af os fik afkrydset et punkt på vores ’bucket list’ – Det Døde Hav. Her havde vi endelig tid til at nyde den natur, der i storbyerne begraves i kulturelle kvaler. Et slags stille ekko midt i konfliktens larmende kaos. Sidste punkt på dagsordenen var en cykeltur (på el-cykler!) rundt i Jerusalems bakkede landskab. Arrangørerne hed ”PalVision” og er en palæstinensisk-styret organisation i Jerusalem, der kæmper for at fremme mulighederne for den palæstinensiske ungdom samt at skabe et stærkt, konstruktivt og nytænkende palæstinensisk lederskab. Heraf var deres tendens lagt for dagen, men ikke desto mindre fungerede cykelturen som en god omgang historisk sightseeing, inden turen atter gik mod Danmark.

I løbet turen til Israel/Palæstina oplevede vi en smuk og dyb religiøs passion, men også problemerne heraf, der danner ramme om den aktuelle konflikt. Det er ironisk, at forskellige religiøse grupper med samme grundidé om næstekærlighed, ikke kan leve med hinanden i harmoni. Hos de to forskellige grupper, vi mødte, blev der italesat forskellige agendaer. Det er ærgerligt, at det er forskellene fremfor lighederne mellem et folk, der cementeres. Trods vores enorme indblik i konflikten samt Jerusalems betydning for alle parter, synes vi alle mere forvirrede, end da vi tog afsted.