Resumé

Både din SRO og din SRP skal i begyndelsen af opgaven indeholde et resumé på dansk.  Et resumé er placeret lige før indholdsfortegnelsen, fylder ca. 10-20 linjer og har til formål at give din læser et hurtigt overblik over, hvad din opgave går ud på og hvilke resultater, du er nået frem til.

Et resumé indeholder typisk:
-en beskrivelse af din opgaves problemstilling
-en oversigtslignende gennemgang af dine resultater
-en beskrivelse af de væsentligste metoder, du er gået frem efter.

Sproget i resuméet:
-Er objektivt, sagligt og præcist. (undgå personlige pronominer som ‘man’, ‘jeg’, ‘vi’)
-Indeholder ikke citater og henvisninger.
-Gentager ikke bare afsnit fra opgaven, som fx konklusionen, men skrives som selvstændig tekst.

Eksempel:

I denne opgave undersøges, hvordan storbylivet i det senmoderne samfund påvirker individet. I opgaven redegøres der for teorierne i Georg Simmels essay: “Storbyerne og det åndelige liv” (1903) Simmels essay sammenfattes i tre hovedpunkter: Storbylivet er bestemt af rationelle og ikke-personlige relationer samt et højt niveau af sansestimuli, som gør storbymennesket fremmedgjort og blasert. For at efterprøve denne teori i eksempler på senmoderne litteratur analyseres to noveller, “Nørreport” og “Sammenstødet” fra Katrine Marie Guldagers novellesamling “København” (2004). Analyserne foretages ud fra en nykritisk og socialhistorisk vinkel. På baggrund af disse kan det konkluderes at begge noveller rummer sammenlignelige portrætter af storbylivet. De fremstiller storbyen som et sted styret af individualisme og overfladiske relationer. Slutteligt diskuteres det, hvordan det senmoderne storbyliv opfattes i dag og opgaven vurderer, at storbylivet og det senmoderne samfund generelt indeholder mange muligheder, hvilket efterlader individet med mange svære valg, hvilket vanskeliggør identitetsdannelsen.

 Du kan finde yderligere beskrivelse af resuméet her, samt en skabelon, som hjælper dig til at skrive dig resume: Skabelon til resumé.