Litteraturliste

Litteraturlisten er vigtigere end man skulle tro. Din lærer og censor ved godt, at den giver et hurtigt overblik over, hvor du har hentet viden fra og dermed en idé om, hvor dybt, du har arbejdet med dit emne. Det er her, du skal opstille de kilder, du har anvendt viden fra, både bøger, hjemmesider, artikler, film, dokumentarudsendelser m.m.

Der findes forskellige måder at opstille en litteraturliste på – det vigtigste er at du gør det konsekvent og følger disse basisregler. Husk, at du kan få Word til at generere din litteraturliste automatisk. Det kan du læse mere om under IT-hjælp.

 

Reglerne:

-Opstil den alfabetisk efter forfatterens/instruktørens efternavn, som skrives først. (Efternavn, fornavn)

-Opstil som hovedregel i denne rækkefølge:

  • Forfatternavn. Ved flere end 3 skrives den første + m.fl.
  • Udgivelsesår i parentes.
  • Titel i kursiv
  • Forlag/udgiver
  • Evt. udgave og oplag, hvis der er flere
  • For e-bøger angiver man typen af e-bog i en firkantet parentes, fx [ePub]. For ibøger angiv også netstedet, fx litteraturensveje.systime.dk
  • Ved hjemmesider, youtubeklip, podcast og lign. angiver du de punkter ovenfra, du kan finde og tilføjer et link og dato for din brug af siden.

Eksempel, bog:
Rantzau, Pau (1972) Alle tiders tal. Politikens Forlag. København.

Bruger du kun et afsnit i en bog angives afsnitstitlen i citationstegn.

Eksempel, afsnit i bog:
Rantzau, Pau (1972) Alle tiders tal. Politikens Forlag. Side 360‑363: “Det gyldne snit.”

 

Eksempel, hjemmeside:
Dahl, Anders m.fl. (2006): ”USA’s udenrigspolitik overfor Iran og Irak”. En projektrapport fra RUC.

http://rudar.ruc.dk/bitstream/1800/1843/1/Helt%20færdigt%20projekt%207%20juni.pdf. Hentet den 17. maj 2011.

 

Supplerende forklaringer:

Ved flere forfattere eller redaktører

-Ved to  forfattere skriver du et “&” mellem navnene. Fx Fibiger, Johannes & Lütken, Gerd (2012) Litteraturens Veje, Systime, 3. udg.
-Ved tre forfattere skriver et komma og “&” mellem navnene. Fx Goleman, D., Boyatis R. & Mckee A. (2004) Følelsesmæssig intelligens i lederskab, Lindhardt og Ringhof.
-Ved flere end tre forfattere skriver du den førstnævnte i bogen efterfulgt af “m.fl.” fx. Hildebrandt, Steen m.fl. (2012) Introduktion til teori U, Gyldendal.

 

Film, lydklip og lign.

Drejer det sig om tv-udsendelser, dokumentar- og spillefilm udgivet på DVD eller video  følger du samme principper som ovenfor og anfører:

  • Instruktør, tilrettelægger/journalist
  • Årstal i parentes
  • titel
  • produktionsselskab/kanal
  • en kort beskrivelse af, hvad der er filmens emne

 

Eksempel:

9) Madden, John (1998) Shakespeare in Love. Universal Pictures. (En fiktiv fortælling om tilblivelsen af ’Romeo & Juliet’).

10) Wilson, Michael (2005) Michael Moore Hates America. Allumination Filmworks. (Et forsøg på at fange Michael Moore på det forkerte ben).

 

Drejer det sig om klip fra YouTube, nyhedsmedier o. lign anføres:

navn på producent, hvis en sådan foreligger

  • årstal, hvis et sådant foreligger
  • titel, hvis en sådan foreligger
  • en kort beskrivelse af, hvad emnet på netsiden er
  • den elektroniske adresse
  • dato hvornår materialet sidst blev hentet

 

Eksempler:

11) Huntington, Samuel om civilisationers sammenstød. Klip fra YouTube. http://www.youtube.com/watch?v=5huB7mW9FXI. Hentet den 17. maj 2011.

12) ”Viden om – rejser i rummet”(2008). Udsendelse fra DR2 den 17.6.2008.http://www.dr.dk/DR2/VidenOm/Programmer/Viden+Om+med+Ann+Marker/Programmerne/2008/06/0522141346.htm. Hentet den 17. maj 2011

 

Artikler eller tekster i antologier

Artikler i bøger eller tidsskrifter eller tekster fra antologier kan du notere således:

  • forfatter
  • årstal i parentes
  • titel (i citationstegn)
  • ”I” eller ”in”
  • tidsskriftets/bogens navn (i kursiv) + oplysninger om forlag mv. som under ’bøger’ ovenfor
  • sidehenvisning

 

Eksempel:

Lønstrup, Lars (1996) ”Speciale uden vejledning”. I: Universitetsavisen, nr. 6, 11. april 1996, s. 3.

 

Håndbøger

Opslagsbøger, som måtte være brugt i forbindelse med arbejdet, anføres som ’håndbøger’. Titel og årstal er nok:

Eksempel:

1) Statistisk Årbog 2013

2) Samfundsstatistik 2013