Vejledning

I SRO-forløbet foregår vejledningen primært i de skemalagte moduler i SRO-fagene. Vejledning er et vigtigt element i forhold til at holde den rigtige kurs i din opgave. Det er her, du kan få gode råd til dine valg og dit videre arbejde og svar på dine spørgsmål i forbindelse med opgaven. Det kunne fx være, hvordan du skal gribe en analyse af din tekst an? Eller hvilken sekundærlitteratur, der egner sig bedst til dit emne og din opgave?

Dine lærere forventer derfor af dig, at det er dig, der bringer spørgsmål, overvejelser og forslag på banen, som de kan give vejledning omkring. Ikke omvendt, sådan at det er her, læreren bare fortæller dig, hvad du skal gøre. Vejledningsprocessen i SRO’en skal nemlig træne dig til SRP’en, hvor du i endnu større grad skal vise selvstændighed i opgave- og vejledningsprocessen.