Redegørelse

En redegørelse er som regel den første indholdsdel i en faglig opgave som DHO’en. Den består af en  sammenstilling af relevant information om et emne. Typisk vil du have læst om dit emne i flere forskellige fremstillinger. I redegørelsen skal du skrive, hvad der er væsentligt om emnet set i forhold til din opgaveformulering.

En god redegørelse bygger på flere forskellige fremstillinger. Derfor skal du også være opmærksom på, om der er forskelle eller ligheder i den måde emnet fremstilles på – hvis det altså er relevant for din opgaveformulering. Dvs. at du i din redegørelse ikke bare ukritisk kan referere det, der står i dine fremstillinger. Du skal både udvælge det relevante og være opmærksom på, om der er enighed i dine fremstillinger om emnet, og at forskellige fremstillinger kan have forskellige, vigtige nuancer med.

Sproget i en redegørelse skal være neutralt og sagligt. Du skal omformulere fremstillingernes sprog til dit eget, så det bliver din fremstilling af emnet. Du må heller ikke komme med dine egne meninger og holdninger til emnet i redegørelsen.

Du skal altid henvise, når du citerer fra de forskellige fremstillinger. Du skal også henvise, når du henter din viden et bestemt sted fra. Du skal selvfølgelig ikke lave en henvisning efter hver eller hveranden sætning, men dog så ofte, at din læser ikke kan blive i tvivl om, hvilken fremstilling du bygger på.

I slutningen af 1800-tallet var livet på landet kendetegnet ved et omfattende klasseskel. Husmænd og gårdlejere havde de sværeste vilkår på landet, da de levede under kummerlige forhold og var nødsaget til at arbejde for de større bønder for at sikre deres egen overlevelse. Arbejdsområderne – markarbejde og andet anstrengende fysisk arbejde – var ofte præget af hårdt slid, og hvis man ikke kunne holde til at arbejde under disse vilkår eller blev ramt af sygdom, lurede et skamfuldt ophold på fattiggården lige rundt om hjørnet. Fattiggården var for nogle den eneste og sidste mulighed for at få kost og logi, selvom man også her skulle arbejde hårdt for føden, der oftest var et sparsomt måltid bestående af vælling og kartofler.[1] Fattighjælpen indebar, at man som individ skulle overholde et ubarmhjertigt reglement uden forbehold samtidig med, at man langt hen ad vejen måtte opgive håbet om en selvstændig tilværelse. Alt imens man som husmand og gårdlejer kæmpede for at få opfyldt basale og livsnødvendige behov, gik det frem ad for de større bønder og gårdmænd. Højkonjunkturen bevirkede, at bønderne berigede sig og oplevede økonomisk vækst, mens udviklingen i brugen af nye landbrugsmaskiner var med til at overflødiggøre husmændene og gårdlejernes arbejde.[2] Denne økonomiske og teknologiske samfundsudvikling var især noget, der var med til skabe social ulighed på landet. Men også det politiske aspekt var afgørende for klasseskelet på landet i slutningen af 1800-tallet. Tyendeloven, der blev vedtaget af Rigsdagen i 1854, gav husbond ret til at tugte tjenestefolkene, indtil pigerne fyldte 16 år og drengene 18 år. Selvom den oprindelige idé med tyendeloven var, at tjenestefolkene skulle være under en vis beskyttelse, fastholdt loven i stedet tyendet i en rolle, der gav bønder og herremænd fuld kontrol over deres arbejdskraft.[3] Hermed blev den absolutte underklasse totalt underlagt de rigere bønder, og dette medvirkede til, at det massive klasseskel på landet atter blev opretholdt og understreget i slutningen af 1800-tallet.

[1]Natmus.dk: ”Længsel efter et andet liv” – besøgt d. 10/4-18

[2]Fibiger, Johannes & Lützken, Gerd: ”Litteraturens veje”, Gads Forlag, 1998, s. 202

[3]Arbejdermuseet.dk: ”Landarbejdernes forhold” – besøgt d. 10/4-18