Historiefaglig analyse

Historiefaglig kildeanalyse i DHO’en

I historiefaget bruger vi kilder til at skaffe os viden om fortiden. Alt muligt kan være kilder, når blot vi stiller de rigtige spørgsmål til dem. Fx kan tre stykker brækket kridt ved lokalets bagvæg være en kilde, der kan give os viden om en arrig lærer. Klassens 23 følgende opslag på de sociale medier kan også være en kilde, der fortæller om, hvad der skete i timen.

Når vi analyserer kilder, taler vi om to forskellige måder at tolke en kilde på.

Beretningstolkning
Hvis en kilde er lavet af en person, fordi personen vil berette noget til os, kan vi tolke den som en beretning. Når vi tolker en kilde som en beretning, må vi forholde os til, i hvor høj grad kilden taler sandt. Så er det fx vigtigt at vide:

  1. Hvem har skrevet/lavet kilden? Hvem er afsenderen?
  2. Hvornår er kilden skrevet?
  3. Hvor er kilden skrevet?
  4. Hvem er modtageren?
  5. Er kilden samtidig med den begivenhed, vi ønsker at vide noget om?
  6. Er beretteren i kilden et førstehåndsvidne til den begivenhed, vi ønsker at vide noget om?
  7. Er beretteren tendentiøs, dvs. farvet af en bestemt holdning?
  8. Er kilden repræsentativ – eller udtryk for en undtagelse?

Alle disse forhold kan have betydning for, hvor meget vi kan bruge en beretning til som kilde.

Levnstolkning
Ikke alle kilder er beretninger. Fx vil et stykke brækket kridt ikke fortælle os noget. Men et stykke brækket kridt er et levn. Det kalder vi det, når vi har en kilde, som er blevet til som en del af en historisk begivenhed.

Alle kilder er levn. Fordi alle kilder er blevet til på et bestemt tidspunkt. Vi kan derfor altid vælge at fortolke en kilde som et levn. Når vi fortolker en kilde som et levn, spørger vi: hvorfor er kilden kommet til at se sådan ud?

Fx kan vi spørge: hvorfor er kridtet brækket? Hvorfor er eleverne sure, når de bagefter skriver om det og sender det til hinanden? Hvad siger det om vores tid, at elever skriver ting på sociale medier, hvis læreren opfører sig tåbeligt?

Levn og beretning i forhold til DHO’en
Tit og ofte arbejder vi med fx litteratur eller taler i DHO’en. Når vi fortolker den slags tekster som beretninger, må vi forholde os til, om de fremstiller virkeligheden korrekt – eller måske er farvet af en bestemt holdning. Det kan vi fx undersøge ved at sammenligne med den viden, vi har andre steder fra – fx fra andre kilder.

Vi kan fx spørge om, hvorvidt det er rimeligt at fremstille danske kvinder i 1880’erne som undertrykte.

Hvis vi fortolker 1880’ernes litteratur som levn, kan vi forholdsvist hurtigt finde ud af, at en del forfattere mente, at kvinder var undertrykte og manglede rettigheder – derudover var der mange i befolkningen, som læste disse bøger. Det tyder altså på, at en del mennesker delte disse holdninger eller i hvert fald forholdt sig til dem. Eftersom et flertal af vælgerne i 1915 går med til, at kvinder får stemmeret, lader det til, at en meget stor del af befolkning til sidst accepterer synspunktet, at kvinder burde få flere rettigheder.

2.2 Elisabet til Mary

Den 16. marts 1554 skrev Elisabeth et brev til sin halvsøster Mary 1. Brevet var Elizabeths svar på en arrestordre, udstedt til at sende Elisabeth til Tower (31). En ordre der ifølge Elisabeth var uretfærdig.

Kilden er et personligt brev skrevet Mary, hvori hun ønsker at anke dommen om at sende hende til Tower, og da kilden stammer direkte fra Elizabeth, og derfor er den kilde, der kommer i første række i forhold til emnet, er kilden en primær kilde. Ved at skrive et personligt brev, får hun muligheden for at tale direkte til sin halvsøster, og på en anden måde, end hvis hun skulle tale til en forsamling. Som indledning til brevet lyder det:

”If any ever did try this old saying, ‘that a king´s word was more than another man’s oath,’ I most humbly beseech your Majesty to verify it to me, and to remember your last promise and my last demand, that I be not condemned without answer and due proof, which it seems that I now am (…) (32)

Ser man bort fra, at de er i familie, ville et brev med sådan en indledning skrevet til dronningen af England have være uacceptabelt. Hun sætter sig selv i et godt lys og i en position som forurettet, mens hun samtidigt minder Mary om vigtigheden af at holde sit ord. Som afsender siger dette noget om Elizabeth, da hun som kongedatter og arving til tronen har en vis status i samfundet. Dog er hun stadig bevidst om, hvem hun skriver til og hvilke rammer, hun har at bevæge sig i. Hun refererer ikke til Mary i brevet, men vælger i stedet formelt at skrive ’your Majesty’ eller ’your Higness’ (33). Hun går dermed hierarkisk til værks med sig selv nederst…