Danskfaglig analyse

I midterdelen af din opgave skal du foretage en analyse af din tekst, eller dine tekster, hvis du arbejder med flere. Hovedfokusset i dansk er at finde ud af, hvad en tekst siger, og hvordan teksten siger det. Tekstens ‘hvordan’ har at gøre med de virkemidler, den bruger til at få budskabet frem. Hvorfor anvender den fx det sprog, den gør? Hvorfor den komposition? osv. Derfor ser man i dansk en teksts form og indhold som to størrelser, der hænger tæt sammen og påvirker hinanden.

Analyse – fortolkning – vurdering:
At analysere betyder egentlig ‘at adskille’. Du skal med andre ord ‘skille teksten ad’, betragte enkeltdelene, som fx sprogbrugen eller fortællerinstansen. Derefter skal du sætte dem sammen igen, så det bliver tydeligt, hvordan de virker sammen. Dette skal give en større forståelse af teksten så dens mere eller mindre tydelige budskab står klart frem – det er din fortolkning.

Arbejder du med sagprosa, som fx taler eller artikler, skal du typisk ikke fokusere så meget på at fortolke teksten. Her skal du typisk foretage en vurdering af, hvordan emnet fremstilles i teksten, eller hvordan tekstens budskab kommer frem i kommunikationssituationen. Men du skal stadig foretage en analyse af, hvordan virkemidler bruges til dette.

Disposition af analysen:
I store træk kan din analyse følge denne disposition:

-Præsentation af teksten
-Resume
-Analyse
-Fortolkning / Vurdering
-evt. delkonklusion

Analysen, fortolkningen og/eller vurderingen behøver ikke holdes strengt adskilt, men kan godt foregå imellem hinanden i løbet af teksten

At udvælge det relevante:
Man kan godt tro, at man analyserer ved at følge en analysemodel, men det er ikke helt sandt. Du skal vise, at du er i stand til at udvælge de vigtigste virkemidler i teksten. Spørg til, hvilke virkemidler der præger teksten, og hvordan disse virkemidler virker sammen med de andre. Brug i stedet analysemodellen som en huskeseddel til, hvad du kan spørge om i teksten – ikke som en disposition.

At dokumentere:
Det er helt centralt i analysen, at du kan underbygge din analyse og fortolkning ved at henvise til teksten. Det gode argument i en analyse lyder noget i denne stil: “Teksten udtrykker dette, fordi der står…” Derfor skal du jævnligt i den analyse give et citat fra teksten, eller stille flere konkrete steder fra teksten sammen som en dokumentation for din forståelse af teksten. Rent praktisk kan du, for at sikre at citaterne indgår fornuftigt i sammenhængen, gå frem efter det såkaldte PEE(L)-princip. Det går ud på, at du kan bygge din analyse op efter denne struktur:

Pointe/Præsentation
Du præsenterer citatet, så læseren forstår sammenhængen. Evt. angiver du også fortolkningspointen, som du vil eftervise

Eksempel/Evidens
Du citerer fra teksten

Explanation/Forklaring
Du analyserer og fortolker citatet. Vær tekstnær og brug faglige begreber.

Link
Skab forbindelse – enten til den samlede forståelse af teksten eller det efterfølgende afsnit.

Du kan se en forklaring af, hvordan du konkret gør det i denne video (link) (citater i litterær analyse)

At arbejde metodisk:
I DHO’en skal du vise, at du kan arbejde metodisk med teksterne. Dvs. at du kan anvende de fremgangsmåder, som vi bruger i danskfaget til at analysere en tekst. Disse metoder kan inddeles i tre:

Litterær analyse:
At kunne analysere ud fra de litterære virkemidler (typisk dem, du finder i en analysemodel)

At kunne dokumentere din analyse og fortolkning med citater og henvisninger.

Men man kan også analysere en tekst ud fra en særligt læsningsmetode, fx nykritisk-, socialhistorisk-, psykoanalytisk- eller semiotisk metode.

Sproglig analyse:
Fx retorisk-, diskurs-, kommunikations-, stilistisk analyse.

Medieanalyse:
Film- og billedanalyse. Analyse af hjemmesider eller andre medier

 

Eksempel – litteratur:
I novellen ”Naadsensbrød” af Henrik Pontoppidan, der blev trykt i Venstre-avisen Morgenbladet 29. januar 1885, skildres livet i slutningen af 1800-tallet gennem historien om den ældre kvinde Stine Bødkers, der tvinges til at skulle på ”kassen”. ”Kassen” er egnens nyopførte fattiggård, der gennem en observerende, men bidende ironisk fortællers øjne umiddelbart beskrives som en majestætisk og stor bygning. Dette kommer til udtryk i miljøbeskrivelsen allerede i starten af novellen:

“Helt kongeligt ligger dette paa Toppen af en kratbevoxet Banke ud mod Fjorden – muret i rødt og graat, med Spir paa Gavlene og Majestætens Navnechiffer funklende i Guld paa blaa Grund over Indgangsdøren.”[1]

Fattiggården beskrives på overdrevet vis som hele egnes stolthed og pryd udadtil, selvom realiteten bag lukkede døre er en anden. Samtidig bliver fattiggården fremstillet som noget helligt og kirkeligt:

“(…) som var virkelig ogsaa allerede Evigheden begyndt for dem her i disse store, højtidelige Rum, hvor Lyset falder ind som med en overjordisk Glans, mens hver mindste Hosten og Harken giver Genlyd under de høje Lofter som i en Kirke.”[2]

Den eksplicitte sammenligning mellem ”kassen” og en kirke er her meget tydelig. Når Pontoppidan benytter sig af adjektiver som f.eks. ”overjordisk” og ”højtidelige”, har det uden tvivl en hellig klang, hvilket er et gennemgående træk, når det kommer til skildringen af fattiggården. Denne skildring kan forstås som en kritik af kirken, da behandlingen af menneskerne på fattiggården er alt andet end barmhjertig. Hvis man kigger nærmere på fortællerstilen (…)

[1]Kaspersen, Peter & Skovholm, Jens: ”Spurvesol”, bind 2, Dansklærerforeningen, 1989, s. 192

[2]Kaspersen, Peter & Skovholm, Jens: ”Spurvesol”, bind 2, Dansklærerforeningen, 1989, s. 192