Hvad er en problemformulering?

Problemformulering

En problemformulering udspringer af en faglig undren over noget og består af et eller flere sammenhængende spørgsmål inden for et emne. Den har typisk et hovedspørgsmål efterfulgt af nogle underspørgsmål.

Din problemformulerings spørgsmål skal gerne angive et fokus for din opgaves undersøgelse og hænge sammen på en måde, så din opgave får en klar sammenhæng. Og endeligt skal du sikre dig at den reelt inddrager begge dine fag i undersøgelsen.

Den spørger gerne efter årsager til (hvorfor?) eller vurderinger (hvordan?) af en sammenhæng – og ikke bare til ‘hvad’ noget er. Det er for at sikre at opgaven bliver en reel undersøgelse og ikke en form for lærebog.

Den lægger op til, at du i din besvarelse kan bevæge dig op i de taksonomiske niveauer, fx Blooms- eller SOLO-taksonomien.

Eksempler:

Ex. på en svag problemformulering: ”Hvad kendetegner det moderne gennembrud? ” (Her mangler et fagligt problem og en spørgen til sammenhænge)

Ex. på en bedre: ”Hvordan skildres kvindens position i samfundet omkring 1870 i Henrik Ibsens ”Et Dukkehjem”? (Spørgsmålet er præcist og kræver analyse og faglig vurdering).

 

Hvordan finder jeg frem til en problemformulering?

Det kan være en lang og besværlig proces at finde frem til din endelige problemformulering. Du kan også komme ud for, at du er nødt til at justere den lidt undervejs, hvis du fx får nye informationer om dit emne. At finde frem til din problemformulering er en proces, hvor du gennem læsning og spørgsmål skal prøve at indkredse, hvad du finder centralt og interessant indenfor dit emne.

 

Hvis du gerne vil læse mere om den gode problemformulering og se flere eksempler på typer af problemformuleringer kan du klikke på dokumentet; Problemformulering_ med_eksempler

Du kan fx bruge de klassiske hv-spørgsmål til at formulere spørgsmål til det, du finder interessant eller vigtigt indenfor emnet.

  • hvem?
  • hvad?
  • hvorfor?
  • hvordan?
  • osv.

Når du har formuleret en række spørgsmål skal du prøve at sortere i dem og vurdere dem. Hvilke virker vigtigst og mest overordnede? Efterhånden får du på den måde et greb om, hvad du skal undersøge i din opgave. Her kan du også få faglig hjælp fra din lærer eller vejleder.