ATU – Akademiet for Talentfulde Unge

 

Akademiet for Talentfulde Unge er et talentprogram, som sætter bred faglighed, samt social og personlig udvikling i fokus over et forløb, der varer fra midten af 1.g til midten af 3.g. Munkensdam Gymnasium er garanteret syv pladser hvert år, og udvælgelsesproceduren hertil begynder i november måned, med opstart for de nye akademielever i januar eller februar måned.

 

Akademiets talentpleje er møntet på at inspirere og udfordre de deltagende elever fagligt, samt at forberede dem på en akademisk karriere. Undervejs oplever talenterne en række forelæsninger og deltager aktivt i faglige workshops inden for både naturvidenskabelige, samfundsvidenskabelige og humanistiske fagområder. Akademiet samarbejder med både videregående uddannelser og private virksomheder med henblik på hvert år at sammensætte et unikt talentprogram, der giver deltagerne mulighed for at møde nogle af regionens fremmeste forskere og mest innovative virksomheder.

 

Akademiet for Talentfulde Unge afvikler et månedligt, obligatorisk seminar, som akademielever fra hele Syddanmark deltager i. Seminarerne afvikles rundt omkring i regionen, og transporten hertil sørger de involverede gymnasier for at koordinere.

 

Ud over de obligatoriske seminarer byder Akademiet for Talentfulde Unge på frivillige arrangementer, mentorordninger med Syddansk Universitet, Odense eller andre videregående uddannelsesinstitutioner, og en summer camp.

 

Det er klart, at akademieleverne ikke kun inspireres og opkvalificeres fagligt, men også finder sig til rette socialt i dette netværk.

 

Man kan læse mere om de forskellige aktiviteter og se billeder fra årets arrangementer, semesterafslutning og dimissionen på hjemmesiden for Akademiet for Talentfulde Unge, Syd på adressen: http://syd.ungetalenter.dk/.