Talentarbejde på Munkensdam

Hvorfor arbejder vi med talentudvikling på Munkensdam Gymnasium?

På Munkensdam Gymnasium arbejdes der systematisk med talentudvikling. Målgruppen er et bredt spektrum af forskellige talenttyper, både individuelt og i grupper.

Formålet med at arbejde med talentudvikling er ikke kun en del af stx-bekendtgørelsen, men også en del af skolens vision.

Hensigten er, at der på Munkensdam findes et talentudviklingstilbud, der stimulerer og udfordrer skolens talenter. Talenter – meget dygtige og/eller meget interesserede og motiverede elever – har enten et åbenbart eller skjult talentpotentiale og kan deltage i talentaktiviteterne ved at tilmelde sig et talenttilbud eller på opfordring fra skolens side.

Vi evaluerer løbende vores talenttilbud og tilpasser det efter elevernes behov. Derfor er den nedenstående liste over tilbud ikke udtømmende, men en smagsprøve på de ting, man som elev kan prøve kræfter med på Munkensdam Gymnasium.

Hvordan arbejder vi med talentudvikling på Munkensdam Gymnasium?

Der er mulighed for at arbejde med fag-specifikke talentkonkurrencer eller mere generelle, tværfaglige talenttilbud både i og uden for skolen. I det følgende præsenterer vi et udbud af de forskelligartede tilbud, skolen kan tilbyde i skoleåret 2016-2017.

De fagspecifikke talenttilbud

Naturvidenskab og matematik

  • A-Lympiade – A-lympiaden sætter fokus på matematiske modeller, der spiller en stor rolle i praktisk matematik. Konkurrencen består af to dele: Indledende runder og en international finale. De deltagende elever er udvalgt blandt deltagerne på skolen til at indgå i den landsdækkende pulje, hvorfra de tre bedste besvarelser på landsplan udvælges til deltagelse i den internationale finale. Se mere på her!
  • DM i Science – Konkurrencen afvikles blandt elever fra 1.g i hold á tre kvalificerede elever i fagene fysik, kemi og biologi. Lokal konkurrence med efterfølgende finale for de otte bedst kvalificerede hold i Sorø. Se mere her!
  • Fysik-OL Dansk Fysik-OL er for unge med interesse for fysik. Hvert år deltager elever fra gymnasieskolen i konkurrencer som omhandler fysik. Konkurrencen falder i tre runder: den indledende runde lokalt på gymnasierne, den danske finale og den internationale finale. Konkurrencen støttes af blandt andre Niels Bohr Instituttet, Institut for Fysik og Astronomi, Aarhus Universitet, Institut for Fysik på DTU, Institut for Mikro- og Nanoteknologi på DTU, og Undervisningsministeriet. Se mere her!
  • Georg Mohr – Georg Mohr-Konkurrencen er en matematikkonkurrence der henvender sig til matematikinteresserede elever i gymnasiale uddannelser. Den blev grundlagt i 1991 med følgende formålserklæring: ”Formålet med Georg Mohr-Konkurrencen er at stimulere interessen for matematik ved at udfordre de dygtigste elever med opgaver der i sværhedsgrad ligger ud over det de møder i den daglige undervisning. Desuden fungerer konkurrencen som et led i udvælgelsen af deltagere til IMO, Den Internationale Matematikolympiade. ”

Georg Mohr-Konkurrencen afvikles i to runder. Første runde afholdes midt på efteråret, og anden runde i januar. Første runde kræver ingen tilmelding, og alle kan deltage. Med et godt resultat i første runde kvalificerer man sig til at deltage i anden runde.

Se mere her!

  • IKA Idræts- og Kulturakademiet i Kolding tilbyder et fokuseret træningsmiljø for unge mennesker med talent for idræt og ambitioner om en karriere inden for idræt på højeste plan. Eleverne kan bo på akademiet, hvor der er tilknyttet en daglig leder og to trivselspersoner.

IKA udarbejder sammen med en ansvarshavende medarbejder for Munkensdam Gymnasium ved flere årlige møder en plan for elevernes træning i kombination med ungdomsuddannelsen, der har første prioritet. I planlægningen indgår også sikring af optimale forhold for eleven, samt eventuel ekstraundervisning. Se mere her!

  • Kemi Olympiade Dansk Kemiolympiade er for unge med interesse for kemi. Hvert år deltager elever fra gymnasieskolen i konkurrencer (teoretiske såvel som praktiske) som omhandler kemi. Konkurrencen foregår i flere etaper, og ud af deltagerne vælges endeligt fire der vil repræsentere Danmark ved den internationale kemiolympiade, der hvert år afholdes forskellige steder i verden. Se mere her!

 Samfundsvidenskab

  • Samfundscup – Skoleintern konkurrence omkring et udmeldt emne på tværs af holdene med samfundsfag på A og B-niveau.

Humaniora

  • Cambridge Advanced English (CAE) – studiekreds med en ugentlig undervisningsgang. Cambridge sprogcertifikat eller CAE (Certificate in Advanced English) er tilknyttes University of Cambridge har fokus på dialog og ordforråd på hverdagsengelsk. CAE fungerer som et supplement til engelskundervisningen på gymnasiet, og er adgangsgivende til mange uddannelsesinstitutioner i udlandet.

Tilbuddet henvender sig især til 2.g-elever med interesse for det engelske sprog og ønske om at udvide deres engelskkundskaber. Deltagelse kræver en bestået adgangsscreening. Se mere her!

  • Filosofiolympiade Filosofiolympiaden skal styrke filosofiundervisningen på ungdomsuddannelserne og medvirke til kritik, undersøgende og kreativ tænkning. Deltagerne argumenterer filosofisk ud fra udvalgte citater. Konkurrencen består af en skoleintern prøve, hvorfra de tre bedste besvarelser sendes videre til ekstern bedømmelse. Herfra går de 20 bedste på landsplan videre til DM. Se mere her!
  • MGP, musik Elevudvælgelsen til MGP sker primært via holdene med Musik A, både i studieretning og i valghold. Skoleintern udvælgelse i en forlænget frokostpause, hvorfra tre hold sendes videre til den regionale finale, hvor musikelever fra gymnasierne i det tidligere Vejle Amt konkurrerer.

De generelle, tværfaglige talenttilbud

Inden for de mere generelle, tværfaglige tilbud, f.eks. ATU i et mere skoleeksternt regi, rekrutterer talentkoordinatorer/-ansvarlige eleverne og fungerer herefter som tovholdere på projekterne.

  • Akademiet for Talentfulde Unge (ATU)

Rekrutteringen foregår i november måned i 1.g. De udvalgte elever har overskud, engagement og interesse til at fordybe sig i forløb, der rækker ud over det gymnasiefaglige tilbud.

Eleverne gennemgår i et to-årigt forløb forskellige seminarer inden for akademiske forløb, og præsenteres for både sprog, laboratoriearbejde, robotvidenskab, historie og retorik, kombineret med socialt samvær og netværk via mentor-ordninger. Se mere her!

  • Unge talenter, senior

Rekruttering af Unge talenter, senior sker på baggrund af naturvidenskabelige studieretningsprojekter (SRP) af et vist format. Eleverne udarbejder herefter en kortfattet præsentation af deres SRP, der sendes videre til bedømmelse uden for skolen. Se mere her!

  • Munkensdam ruller ud (MRU)

Elever fra gymnasiet varetager undervisningen en halv skoledag for Kolding Kommunes 9. og 10. klasser i folkeskoler, friskoler og privatskoler, og repræsenterer hver deres faglige spidskompetence. Se mere her!

09.01.17/SU