Kommende kollegaer

 

På denne side kan du læse lidt om, hvad din måske kommende kollega mener om dagligdagen på Munkensdam!

På Munkensdam Gymnasium har vi en lang række meget pædagogisk engagerede og fagligt kompetente lærere.

 

” Vi lærer sammen”

 

At være gymnasielærer på Munkensdam er at være gymnasielærer sammen med andre. På Munkensdam er der kolleger at snakke med om stort og småt i dagligdagen. Måske er der et fagligt spørgsmål, som en fagkollega kan svare på. Måske sidder man som lærer med et spørgsmål indenfor et andet fag. Her tager det heller ikke lang tid at få et beredvilligt svar. Måske vokser der ud af dagligdagen en refleksion over undervisningen og vores planlægning, som det heller ikke er svært at få vendt over kaffen eller æbleskroget. Måske har man mandag morgen glemt det magiske ord til bogdepotets computer – og det er der råd for. Eller måske vil man bare spille volley fredag eftermiddag med nogen, som er lige så ubehjælpsomme som en selv – det kan minsandten også lade sig gøre. På Munkensdam lærer vi alle, både elever og lærere. Der er et uhøjtideligt klima på skolen og vi bevæger os fremad sammen. Vi lærere har selvfølgelig i sidste ende ansvaret for, at det er muligt for eleverne at få tre gode år med stort udbytte, men jeg synes, at eleverne er gode til at komme med konstruktive indspark og skabe en god, munter og tryg stemning.

 

Hans Wagner (historie og religion)

 

“Munkensdam er et sted, hvor man har lyst til at engagere sig i skolens liv”

 

Har man sagt Munkensdam Gymnasium, har man sagt Mammutfesten. Det er skolens gallafest, hvor hele skolen bliver pyntet op. En helt særlig del af udsmykningen er elevernes borddækning. Her laver eleverne klassevis de mest kreative borde, og i flere uger inden festen er der save, skumgummi, flamingo og andre ting i klasserne, som ikke ligefrem indgår i den daglige undervisning. Under festen er der levende musik i alle skolens fem afdelinger. De fleste bands består af skolens gamle elever, som har bygget videre på den verden af musik, der blomstrer på Munkensdam. Det er også en fest, hvor alle elever, forældre og lærere dukker op. Det giver en fællesskabsfølelse, som er meget kendetegnende for Munkensdam. Som lærer er det en helt speciel periode, hvor man ser nye sider af eleverne.

 

Har man som lærer lyst til at engagere sig på skolen sammen med kollegerne, er der masser af muligheder. Er man til indendørs fodbold, er der hvert år et lærerhold, som spiller mod eleverne. Sidste år vandt vi turneringen. Det var der ikke rigtig nogen, der forstod. Er man til en helt almindelig fest, har vi også et aktivt festudvalg, som gerne viser Koldings natteliv frem. Skulle man have børn, bliver der også hvert år arrangeret en fastelavnsfest for lærernes børn og børnebørn.

 

Både den generelt gode stemning og det gode sammenhold blandt lærerne sætter sit præg på den daglige undervisning, hvor elever og lærere begge bidrager til at spirende konflikter bliver løst.

 

Bodil Junker Pedersen (engelsk, religion og kursusleder)