Velkomst v. elevrådsformand

 

 

 

 

Kære alle nye elever

På Elevrådets vegne vil jeg sige velkommen til dig, som er kommende elev på Munkensdam. Vi vil gøre, hvad vi kan for, at din tid her på skolen sammen med os bliver den bedste. Elevrådet arbejder på at skabe initiativer, der gør det sjovere og bedre for eleverne at gå på Munkensdam. I skoleåret 2015/16 gjorde Elevrådet det muligt for alle klasser at få taget klassebilleder. Dette er et tiltag, som stort set alle klasser er med til i dette skoleår. Et andet initiativ som elevrådet står bag, er det nye skoleblad, Apollo, der skal være en kreativ platform, hvor alle elever har mulighed for at udfolde deres kreative evner. Derudover laver Elevrådet også mere lavpraktiske ting som chokoladeuddeling en december morgen for at skabe hyggelig julestemning.

Det er også Elevrådets opgave at vise elevernes ønsker og holdninger i skolens udvalg med elevindflydelse, hvor to elever fra elevrådet er repræsenteret. Derudover har elevrådet også interne udvalg, der står for de forskellige opgaver, og der bliver jævnligt nedsat nye grupper, når der er brug for at få tænkt nogle ideer igennem, uden at hele elevrådet skal være med.

For at Elevrådet kan stå for så mange ting og gøre hverdagen bedre for eleverne, så er der brug for medlemmer, og alle klasser har derfor repræsentanter i Elevrådet. Vi har brug for, at du melder dig som klasserepræsentant, og kommer med alle gode ideer fra din klasse.

Til sidst vil jeg på vegne af Elevrådet sige stort tak til alle elevrådsmedlemmer og ikke mindst rigtig god vind fremover til de elever, der bliver studenter i år og god sommer til alle nye som gamle. Vi ses til et nyt og spændende skoleår!

Nikolaj Jes Petersen

Elevrådsformand